Find os
Vælg specifik kompetence

Vælg en kompetence i menuen herunder – og se hvor i landet,
vi tilbyder netop denne ydelse

Kontaktinfo
Lindpro A/S
Fabriksparken 58
2600   Glostrup

Tlf: +45 70 10 16 17
E-mail:

Lindpro giver ansvar og opbakning til lærlinge

I Korskærparken i Fredericia bliver tre lejligheder renoveret udelukkende af lærlinge, der får praktiske erfaringer og motivation af at prøve kræfter med virkeligheden.

Lindpro har i samarbejde med bl.a. boligselskabet, Boli.nu, hovedentreprenøren, Egil Rasmussen og Fredericia håndværkerforening introduceret en helt ny type lærlingeprojekt. Lærlinge på tværs af fagområder og virksomheder – malere, tømrere, snedkere og elektrikere mv. renoverer selvstændigt 3 ud af 220 lejligheder, der selvfølgelig skal leve op til samme standard som de øvrige lejligheder i Korskærparken i Fredericia. Projektet har til formål at tiltrække unge til de håndværksfaglige uddannelser i Fredericia, og giver op til 10 unge mulighed for en praktikplads samt 3 unge en fast læreplads. Som en af parterne i projektet bidrager Lindpro samtidig med supervision og støtte af lærlingene i deres arbejde i lejlighederne, der skal stå klar i løbet af marts måned.

”Man lærer meget af at skulle tage alle beslutninger selv, stå til ansvar for dem og samtidig samarbejde med de andre håndværkere. Det har faktisk fungeret overraskende godt. Boligprojektet har været en spændende opgave”, fortæller Daniel Christensen, der er i lære hos Lindpro i Fredericia som EUX-elektriker, hvilket betyder, at han efter fuldført læretid får både et svendebrev og en studenterhue.

Ansvar udvikler og motiverer lærlinge

”På skolen får lærlingene teoretisk og lidt praktisk forståelse for, hvad det vil sige, at renovere en lejlighed. I dette projekt bliver de rustet til opgaven på en helt anden måde ved at rive ned og bygge op på ny, hvor de selvstændigt tager beslutninger og udfører alt arbejdet – selvfølgelig med supervision. Vi kan mærke, at det har været en udviklende proces for vores lærlinge,” fortæller afdelingsleder i Lindpro i Fredericia, Sten Jensen, der er glad for sine fem lærlinge, der er fordelt på forskellige projekter og kunder i lokalområdet. Han fortsætter:

”Det er en æressag at hjælpe vores lærlinge godt igennem deres læretid. I Lindpro bruger vi mange ressourcer på at tilrettelægge et forløb, der imødekommer deres ønsker”.

Lindpro og lærlinge

Lindpro ønsker at uddanne dygtige lærlinge inden for alle vores fagområder og investerer gerne ekstra medarbejder- og uddannelsesressourcer til at give lærlingene den hjælp, uddannelse eller specialisering, de har behov for. Lindpro ønsker at bidrage til, at unge mennesker får en uddannelse og gode fremtidsmuligheder og uddanner op mod 50 lærlinge om året. Til forskel fra mange andre i branchen har Lindpro ikke haft et fald i antallet af lærlinge siden 2007. Det betyder, at Lindpro har glæde af mange dygtige lærlinge til at løse opgaver inden for både service, sikkerhed og entreprise. Det betyder også, at Lindpro kan imødekomme krav til leverandører i offentlige byggerier i forhold til engagement i ungdomsuddannelse.