Nyhedscenter  >  Nyhedsarkiv  >  Nyheder 2010  >  Stor ordre luner

Stor ordre luner 

Med plads til 1700 revisorer og rådgivere kommer KPMG's nye hovedsæde til at rumme KPMG's medarbejdere i København og giver plads til yderligere vækst, når bygningen står klar ultimo 2011.

Lindpro varetager den totale el-entreprise herunder sikring i forbindelse med opførelsen af hovedsædet. Huset, der kommer til at rumme kontorer og integrerede butikker i gadeplan, bliver bygget med fokus på bæredygtighed på alle niveauer fra design til konstruktion, materialevalg og levetid. Lindpros løsninger inden for intelligente bygningsinstallationer bidrager til at holde energiforbruget på et absolut minimum.

Godt samarbejde med moderselskab
Det er Lindpros moderselskab MT Højgaard, der er totalentreprenør, og Lindpros adm. direktør Michael Højgaard ser frem til samarbejdet.

- Vi har konstant fokus på effektivisering og forenkling af vores arbejdsprocesser for at sikre, at vi leverer den optimale løsning til den bedste pris. Det er derfor glædeligt, at vi kan matche vores moderselskabs forventninger til prissætning og valg af løsninger, siger Michael Højgaard.

Speciale i domiciler
Virksomheden har el-entrepriserne på en lang række af landets største domicilbyggerier f.eks. SEB Bank og Pensions nye domicil på Bernstorffs Plads, udvidelsen af Nykredits hovedsæde i København og Rambølls domicil i Ørestaden.

- Hele vores forretning er gearet til disse store og komplekse el-entrepriser. Domiciler er derfor også et speciale for os. Og det er klart, at ordren luner ekstra meget i en tid med lav aktivitet og rift om de store byggeprojekter, siger adm. direktør Michael Højgaard.