Nyhedscenter  >  Nyhedsarkiv  >  Nyheder 2010  >  COP15 - Fremtidens bolig har LED belysning

Fremtidens bolig har LED belysning

Lindpro har i forbindelse med klimatopmødet i Bella Center bidraget til reducering af strømforbruget i 'VELUX House', der er den officielle udgang fra konferenceområdet. Huset demonstrerer, hvordan man kan udnytte dagslys og solenergi optimalt, både når det drejer sig om nybyggeri og renovering af eksisterende bygninger.

Det er VELUX Gruppen, der har opført "VELUX House", og her bliver de delegerede præsenteret for en bæredygtig bolig, der viser, hvordan man kan reducere udledningen af CO2 og bruge vedvarende energi, samtidig med at behovet for et godt indeklima med dagslys og frisk luft bliver tilgodeset.

VELUX House er bygget i et samarbejde med bl.a. Lindpros moderselskab MT Højgaard. Lindpro bidrager også til projektet og har bl.a. udført IHC styring af lyset i huset.

- Huset er et eksempel på fremtidens bolig, hvor reduktion af energiforbruget spiller en væsentlig rolle. Den intelligente styring i huset omfatter bl.a. ventilationen med genvinding af varme, naturlig ventilation og solceller. Det betyder, at energiproduktionen, belysning og indeklimakontrol er helt i fokus, forklarer serviceleder Jesper Albrechtsen, Lindpro.

En teknologi, der ikke kun gavner miljøet - men også tegnebogen
Lindpro har endvidere udført LED belysning, der er en nyere teknologi inden for energibesparende belysning. LED belysning er almindelige spots og pærer med små lysdioder indbygget. Teknologien nedbringer ikke blot el-regningen, men har også 5 gange længere levetid end konventionelle lyskilder.