Nyhedscenter  >  Nyhedsarkiv  >  Nyheder 2008  >  Ingen krisestemning hos Lindpro

Ingen krisestemning hos Lindpro

Lindpro er godt på vej mod en regnskabsrekord for såvel top- som bundlinje, og åbner tilmed to nye afdelinger i begyndelsen af det nye år.

Sidste år rundede Lindpro én mia. kroner i omsætning, og selvom afmatningen i byggeriet tager toppen af aktiviteten, er der fortsat masser at se til. I starten af det nye år vil Lindpro tilmed åbne nye afdelinger i Thisted og Svendborg, og det er - med administrerende direktør Michael Højgaards ord et udtryk for, at "markedet har det rimeligt godt".

2008 sætter regnskabsrekord Lindpro er de to forudgående år vokset med 70 %, men noget tilsvarende skal man ikke forvente at se de kommende to. Michael Højgaard er dog overbevist om, at der ikke bliver tale om nogen decideret tilbagegang. Faktisk byder 2008-regnskabet efter alt at dømme på ny rekord, og det gælder både top- og bundlinje:

- Det regnskabsår, vi laver i '08, bliver det bedste nogensinde. Det bliver svært at gøre bedre i 2009, men vi ryger i hvert fald ikke ned i et sort hul, siger direktøren.

Hos Lindpro kan man altså ikke genkende den krisestemning, som fylder spalterne hos mange medier. Ifølge Michael Højgaard hænger det blandt andet sammen med, at Lindpro ikke har ret meget med boligsektoren at gøre. Det har måske kostet lidt under opsvinget, men omvendt skal man så heller ikke betale prisen nu:

- Vi har ikke haft del i opturen på boligområdet, men så får vi til gengæld heller ikke nedturen, forklarer han.

Optimering af organisationen Hvor de forudgående 2-3 år har budt på stor vækst, vil den kommende periode byde på optimering af organisationen, således koncernen ikke taber 'noget på gulvet'.

I en periode med massiv vækst er det ofte svært for organisationen at følge med, og med omkring 300 nyansatte de senere år har Lindpro mødt store udfordringer på netop det organisatoriske plan.

Der er dog ikke afskedigelser på dagsordenen pt., og Michael Højgaard forventer at holde sin medarbejderstab nogenlunde konstant omkring de 1.250. Det skyldes først og fremmest, at et konstant højt aktivitetetsniveau på service- og sikkerhedsområdet gør virksomheden mindre konjunkturafhængig, og det er en styrke, som kan kompensere for en eventuel nedgang på enterpriseområdet, men også her udvikler forretningen sig dog også tilfredsstillende. Lindpro har netop nu større enterpriseopgaver hos blandt andre SEB, Nykredit, Rambøll og Lalandia i Billund.